Kapsejlads for sjov
BALLAD KAPSEJLADS FOR SJOV er i gang igen! Man kan stadig nå at tilslutte sig.
Bemærk – ændret bane i 2012
Nu er det femte sæson med den familie- og begyndervenlige mandagsdyst.
I 2011 var en halv snes både med og der deltog vel typisk 4-7 både hver mandag.
Det foregår nær Svanemøllehavnen med runding af en rød bøje, Middelgrunden, rød bøje og tilbage til mål, en tur der på søkortet måler 6,5 sømil, og som i almindelig vind tilbagelægges på omkring 1 time 30 min.
7 fartøjer er fra Svanemøllehavnen, 1 fra Hellerup Sejlklub, 1 fra Sundby og 1 fra Lynetten.
Dysten er uformel og afslappet: ingen spiler, rullefok tilladt, ingen krav til målerbrev, ej heller kendskab til kapsejladsregler.
Også en Scampi deltager i vores race. Den har et lystal på 109 mod vores 108 – men mon ikke det går med vores lidt bedre sømandsskab…? Er der andre Scampier 30 fod er de velkomne til at deltage.
Hvordan bliver jeg medlem..? Du kan ikke blive medlem – men du kan sejle med.
Hvordan administreres det..? Nærmest som en ”gør det selv” model. Man kommer når man kan (starten går kl. 18.00), man tager selv sin tid og indtaster den f. eks. næste dag i web-spørgeskema (eller: SMS’er til Henrik 4074 7947 på sejladsaftenen)
Ikke skippermøder før eller efter start (ofte mødes nogle dog i en af bådene efter sejladsen til en hyggesnak).
Hvad kan jeg vinde…? Mere sejlerfaring og en masse sejlglæde blandt Ballad-sejlere. Endvidere har formanden Torben Pless sat i udsigt, at der vil blive præmier til de 3 bedste både for hele sæsonen.
Hvad koster det..? Intet – bortset fra din tid mandag aften.
Er der plads til flere..? Der er god plads på Sundet mandag aften, så du vil nok kunne knibe dig ind i feltet.
Hvordan kommer jeg videre…? Du kan bare møde op en mandag aften kl. 18 ved ”Fiskerihavnen” - (Nordhavnens nordligste spids) og sejle efter de andre, eller hvis du er i tvivl om noget sende en mail til Henrik: henrik(at)pildamsvej.dk eller ringe på tlf: 4074 7947. (Flere detaljer nedenfor, kan læses efter behov)
Henrik, Viva 527 -
Forår 2012
Regler for mandagssejladsKapsejlads for sjov for Ballad’er ved Svanemøllen i Øresund
Generelt. Tilmelding
Fra og med den første mandag i maj, hele juni, hele august og i hele september sejles der mandagskapsejlads for Ballad’er på Øresund med start og mål umiddelbart ved Fiskerihavnen.
Der sejles uden spiler, uden krav til målerbrev og som udgangspunkt efter ganske almindelige søfartsregler.
Der er intet tilmeldingsgebyr. Både som endnu ikke figurerer på deltagerlisten kan tilmelde sig på web-spørgeskemaet eller til henrik(snabel-a)pildamsvej.dk med angivelse af mailadresse og andre kontaktoplysninger, der vil komme til at stå på deltagerlisten på Ballad.dk
Tidspunkt.
Første sejlads i 2012 finder sted mandag den 7. maj. I juli er der pause. Sidste sejlads mandag den 24. september og der er præmieoverrækkelse umiddelbart efter denne sejlads.
Starttidspunktet er kl. 18.00 i hele sæsonen
Banen.
Start- og mållinie: En linje mellem rød bøje ved hjørnet af Fiskerihavnen og en sort kompasbøje, helt ude ved pynten (nordligste hjørne af Nordhavn). Det er tilladt at starte i forlængelsen af startlinien ind mod Tuborg havn.
1. mærke: Rød lystønde på position 55° 44,3’N; 12° 37,3’Ø. Holdes om styrbord.
2. mærke: Middelgrunden. Holdes om bagbord.
3. mærke: Rød lystønde på position 55° 44,3’N; 12° 37,3’Ø. Holdes om bagbord.
4. Mål (samme som startlinie)
Banens længde som ovenfor beskrevet er ca. 6,5 sømil. Ved ringe vind afkortes banen til kun at gå til 1. mærke (den røde lystønde), der skal holdes om bagbord - dernæst kapsejladsbøje C på positionen 55°44,32’N – 12°36,29’Ø (se kort) – og retur til mål. Banen er i dette tilfælde ca. 2.6 sømil.
Startprocedure.
Starten går kl. 18.00 GPS-tid. Der vil så vidt muligt blive givet et klarsignal 5 min. før start samt startsignal. Begge signaler er lydsignaler (1 trut i horn) og vil blive afgivet af PETRA 852. Ved afkortet bane gives 2 trut i stedet for 1 trut (både 5 min før start samt ved starten). Det er tidspunktet for det første af de to trut der tæller.
Søfartsregler under kapsejladsen
Som udgangspunkt sejles efter søfartsreglerne så alle kan være med, og det betyder bl.a. at den båd, der ikke skal vige, den skal holde kurs og fart. Den må således ikke ”luffe” en anden båd op. Både kan dog indbyrdes aftale at sejle efter kapsejladsregler, for at øge spændingen.
Flag.
Før og under kapsejladsen sejles der uden nationalflag. Både der udgår skal sætte nationalflag agter som tegn på at de udgår. Både der er gået over mållinien sætter flag for at vise at de ikke mere sejler kapsejlads.
Tidtagning.
Deltagere der ønsker deres sejltid registreret skal SELV tage tiden. For at minimere usikkerheden på tidtagningen opfordres der til at der bruges et digitalur, der er stillet præcist inden start. Eller et stopur. Allerbedst er uret i GPS-en – hvis der findes sådan en ombord. Ved passage af mållinien noterer man sin ankomsttid (timer:minutter (: sekunder)) til mållinjen og så vidt muligt hvilken både der var før og efter.
Oplysningerne indberettes mandag aften, tirsdag eller onsdag via link til web-spørgeskema.
(Henrik vil dog – uden at påtage sig noget ansvar - indtaste tider for både der sender SMS inden klokken 21.30 på sejladsaftenen på 4074 7947).
Der er en tidsbegrænsning for kapsejladsen på 3 timer, hvorfor sejltider over 3 timer kun vil blive registreret som startende (= 1 point).
Pointsystem i de enkelte sejladser.
Nr 1 får ligeså mange points som antallet af startende både plus 1¼ point. Nummer 2 får ligeså mange points som antallet af startende både, nummer 3 som antal af startende minus 1 og så fremdeles.
Hvis alle de startende både når hjem inden for de tre timer, får den sidste således 2 points.
Diskvalificerede eller udgåede fartøjer får - som alle startende - 1 point. Både der ikke starter får ingen points.
Både, der ikke har indrapporteret deres tid eller deltagelse via web-spørgeskemaet senest søndagen efter sejladsen har ikke krav på points, men deltagerne forsøger at hjælpe hinanden med kommentarer i skemaet om hvem de kom før og efter, således at der ofte kan gives points i de tilfælde, hvor en indberetning er glemt.
Via samme webside kan man følge indberetninger og pointsgivning løbende, og der kan indgives eventuelle korrektioner til
Henrik(snabel-a)pildamsvej.dk.
Præmier ved afslutning.
Der er udsigt til præmier til vinderne for hele sæsonen fra Dansk Ballad-Klub
For hver båd sammentælles points for de 8 sejladser med flest points. Hvis der herefter er pointlighed mellem 2 eller flere både i klassen vinder båden med flest 1.pladser i alle sejladser (i alle sejladser – ikke kun de 8 bedste sejladser) . Hvis der fortsat er pointlighed, vinder båden med flest 2.pladser (i alle sejladser – ikke kun de 8 bedste sejladser) og så fremdeles.
Aflysning pga for meget vind.
Der sejles ved vejrmeldinger der lyder på vind under 15 m/s incl eventuelle meldinger om vindstød.
Det er vejrmeldingen som den fremstår lidt efter klokken 15 hos DMI, byvejr, København gældende for perioden kl 18-21 på sejladsaftenen der er afgørende for sejlads eller ej. Ved aflysning giver PETRA-852 (hvis hun er der) fem trut 10 minutter før start. Hvis der sejles alligevel (uden points) følges sædvanlig startprocedure. Hvis der sejles efter aflysning, sejles der med nationalflag.
Ved ”for lidt vind” foretages ingen officiel afblæsning af løbet. Hver båd vurderer selv om man kan og vil fuldføre inden for de tre timer der giver points.
Forsikring.
Arrangøren Dansk Balladklub og andre involveret i organisation af sejladsserien kan ikke påtage sig noget ansvar for skader hverken på materiel eller personer før, under eller efter sejladserne der indgår i regattaen.
Det påhviler deltagerne i regattaen at der er en gyldig 3.die mands ansvarsforsikring.
Udarbejdet af Leif Sørensen, med ændringer af Frans Morville,
Carrie 1477 og Henrik Kjeldsen, Viva 527
10-04-2012